Studierejse til Italien, Bulgarien og Tyrkiet.

Årets store højdepunkt, udenlandsrejsen, gik i år, for størsteparten af vores elever til Italien, Bulgarien og Tyrkiet. Vi rejste med rygsæk i 17 dage og var en gruppe på 15 personer, 9 elever og 6 voksne.

Vi besluttede fra første færd, at rejsen skulle være et eventyr og at det skulle begynde så tæt på Bustrup som muligt. Vi tog derfor toget fra Skive til København, en tirsdag formiddag, udstyret med velpakkede rygsække og Hjørdis´ gode madpakker.

Allerede på togturen til København begyndte vores eventyr at tage form. Ved Langå blev vi sendt ud af toget og måtte vente på et andet tog, fordi vi havde haft en ”nærved-påkørsel” og vores togfører skulle have krisehjælp af en psykolog.

En lidt dramatisk begyndelse på vores studierejse.

Formålet med vores studierejse var som altid at få en masse gode og stærke oplevelser sammen, elever såvel som voksne sammen. Vi ville også gerne se så meget som muligt, møde andre mennesker som lever helt anderledes end os selv – og så ville vi alligevel denne gang gerne rejse i Europa eftersom vi efter sommerferien er mange nye både elever og voksne

Resten af turen til Italien, nærmere bestemt Milano, forløb helt uden særlige eventyrlige hændelser. Vi havde ”forkælet” os selv på den måde, at vi havde bestilt vores egen bus fra lufthavnen i Milano til vores hostel. Dejligt når man ankommer sent om aftenen.

Højdepunktet i Milano var for de fleste en aften på det enorme stadion San Siro, hvor AC Milan spiller på hjemmebane, og hvor Ronaldinho skulle spille netop den aften, hvor vi var i Milano.

Selv for en ikke særlig erfaren fodboldtilskuer var det en fantastisk oplevelse at se en kamp med så stor intensitet – og så var det endda ”bare” en Champions Leage kamp mod Zürich.

San Siro i sig selv er en oplevelse, 83.000 tilskuere er der plads til. Der var naturligvis ikke fyldt mens vi var der, men storheden og masseoplevelsen var alligevel massiv og tilstedeværende.

Efter 2 dage i Milano rejste vi videre til Sofia. En pragtfuld gammel by med en solid stemning af Østeuropa over sig. Vi brugte en del tid på at gå gennem den gamle by, se diverse kirker, besøge Kvindernes marked og nogle af os fik også besøgt moskeen.

Efter et par dage rejste vi videre med offentlige busser til Rodopi-bjergene i syd. Her indlogerede vi os hos Elena, en pragtfuld dame, som i den grad forstod at skabe sig en lille business efter kommunismens fald.

Elena fortalte, at hun var meget glad for Europa og for udviklingen af et liberalt marked, hvor alle har muligheden for at skabe deres egen livsbane og hvor det private initiativ kan trives. Måden hun fortalte på vidnede om en bitter erfaring af begrænsning og undertrykkelse, selv om hun faktisk ikke reelt brugte negative begreber om tiden før åbningen mod Vest.

I Rodopi besøgte vi bl.a. en fantastisk drypstenshule. Det var lidt af en bedrift at komme op til den, for inden man kunne gå ind i hulen, skulle man flere hundrede meter op i højden via en temmelig stejl sti. De fleste elever kom op og ind i hulen, som i sig selv var flere kilometer lang, men hvor godt 300 meter var udstyret med trapper og gelændere, så turister og andet godtfolk sikkert kunne komme ind i hulen.

I hulen bevægede man sig via trapper og stier i en skiftende dybde over 38m, flot og fascinerende.

I Rodopi havde Elena arrangeret en traditionel bulgarsk frokost til os, menuen stod bl.a. på kyllingelever, en lokal delikatesse, som de fleste af os dog oplevede lidt anderledes end bulgarerne selv.

Fra Rodopi rejste vi på tværs af Bulgarien til Varna, en kystby ved Sortehavet præget af turisme. Her besluttede vi os til kun at være 1 nat, for fristelserne var for store i miljøet omkring os.

Vi rejste videre med offentlig bus, en oplevelse i sig selv når man ikke kan læse græske bogstaver og ikke kan sproget overhovedet, og heller ikke umiddelbart kan finde nogen der kan andet end et noget mangelfuldt tysk.

I bussen sydover kørte vi et langt stykke af motorvejen. Her så vi flere prostituerede stå i vejkanten, alene og på udkik efter kunder. Desværre talte vi ikke med nogen af pigerne, men vi fik selv nogle interessante samtaler på baggrund af synet af disse piger og vores formodninger om hvilket liv de lever.

Efter Varna var vi så heldige at finde et helt nybygget hotel længere sydpå, 50 m fra Sortehavet og vi havde efterfølgende et par fantastiske dage ved Sortehavet før turen igen bød på en strabadserende tur mod Tyrkiet og Istanbul.

Det nybyggede hotel havde en kvinde som direktør. Hun havde selv tjent og lånt til byggeriet, og denne sommer var hendes første sæson. Hun var ikke selv på stedet men konstant i mobiltelefonen, mens hendes forældre passede os op. Hendes mor lavede mad hele dagen til os og serverede god solid bulgarsk mad for os morgen, middag og aften samt lavede diverse kaffe osv. Hendes far gik til hånde med alt hvad vi måtte ønske os – selv da første gruppe ankom var han klar i sin noget ældre stationcar. Han samlede os op i en lille landsby, hvor bussen havde sat os af på en lille plads, der på ingen måde gav indtryk af at være en busholdeplads eller på anden måde central – men faderen fandt os og vi ryddede op i bilen og blev belæsset med poser mm, så vores rygsække og os selv også kunne være i bilen.  

Faderen talte et udmærket tysk og fortalte bl.a. at den økonomiske krise også kradser ved Sortehavet og at de, som familie måtte stå sammen om at få hotellet til at løbe rundt hvorfor datteren arbejdede et andet sted, faderen i perioder arbejdede i Rodopi som håndværker og moderen altså passede hotellets køkken og rengøring. Også den familie var meget glad for at planøkonomi og kommunisme nu er fortid.

Vores sidste 7 rejsedage tilbragte vi i Istanbul og omegn.

Efter en lidt omstændig paskontrol mellem Bulgarien og Tyrkiet ankom vi uden videre særlige eventyr til Istanbul – en pragtfuld by. Vi havde et hostel i den gamle bydel, kun få hundrede meter fra den blå måske. Vores hostel hørte absolut til i den billigste ende prismæssigt, men fra vores værelse havde vi den meste pragtfulde udsigt over indsejlingen til Istanbul, Bosporusstrædet blinkede smukt til os hver morgen og i det fjerne kunne vi se Fyrsteøerne. På den anden side af Bosporus kunne vi tydeligt se den asiatiske side af Istanbul.

På tagterrassen på vores hostel var der på den ene side, godt 100 m væk udsigt til Hagia Sofia og på den anden side den blå moske – fantastisk!

Tyrkerne selv virker yderst gæstfrie. Man har ikke været mange timer i Istanbul, før man er inviteret på te i en butik eller af folk man møder på gaden – måske især hvis man er vestlig kvinde og går alene!

Tyrkiske kvinder møder man ikke mange af på gaden, i det mindste ikke i områderne hvor turisterne kommer.

Jeg besluttede at spørge mig for omkring rationalet for hvorfor man stort set ikke ser tyrkiske kvinder i området for især turister.

Rationalet er, fortalte flere tyrkiske mænd mig, følgende: kvinder har ikke så nemt ved at lære engelsk og kan derfor ikke begå sig i et område, hvor engelsk er nødvendigt; kvinderne har så mange børn, så de har ikke tid til at være uden for hjemmet og endelig har de fleste kvinder heller ikke lyst til at være ude på arbejdsmarkedet.

Interessante måder at argumentere på tænkte jeg og spurgte videre, men fik af vel omkring 10 tyrkiske mænd, tjenere, unge og ældre som jeg faldt i snak med, butiksejere osv. stort set samme besked.

En ung mand som jeg drak en kop te med fortalte også at hvis vi ville finde tyrkiske kvinder, skulle vi gå hen i de områder uden om Grand Bazar, hvor tyrkerne selv handler. Det gjorde vi en dag ved et ”uheld” og jo, i sandhed der var mange kvinder, ægte tyrkiske kvinder og meget få turister og vesterlændinge som os selv.

Hvad der især gjorde indtryk på mig i samtalerne med nogle af alle de lokale, mest mænd, vi mødte var deres holdning og tanker omkring EU. Mine samtalepartnere var enten radikalt for eller radikalt imod EU. En del var bange for at Tyrkiet ville miste sin særegenhed hvis EU bliver en realitet, andre mente der ville gå mindst 100 år før Europa turde have tillid til tyrkerne, mest pga. Islam. Alle havde en mening og ville gerne høre hvad danskerne mener om optagelse af Tyrkiet i EU. Emnet afstedkom flere rigtig gode samtaler.

Fælles for mange at de unge vi talte med i Istanbul var, at de helt unge gerne ville have muligheden for at få et pas og rejse frit rundt i verden.

Som dansker er man så vant til at være privilegeret i hele verden. Vi oplever sjældent problemer fordi vi vil rejse, opleve eller studere i udlandet.

Jeg talte med en ung mand, som er opvokset på landet sydøst for Istanbul. Hans forældre er stadig på landet og har landbrug, begge er analfabeter. Den unge mand selv har gået 6 år i skole og rejste til Istanbul for at tjene penge og lære engelsk. Han arbejder hele dagen, fra tidlig morgen til sen aften som tjener og har han tid, stopper han alle på gaden som han tror, kan tale engelsk. Han inviterer dem på te og suger til sig hvad han kan af engelsk. Når han har tid går han på nettet og forsøger at tilegne sig al mulig forskellig viden, eksempelvis havde han indgående kendskab til forholdet mellem Danmark og Grønland og hele diskussionen om hjemmestyre kontra selvstyre. Han fortalte, at han ikke leder efter noget bestemt når han surfer på nettet, men bare gerne vil vide så meget som muligt fordi ”viden er magt”.

Hans største drøm er at få penge nok til et pas, så han kan rejse ud og se verden. Men, fortalte han, det er ikke nok med et pas, for tyrkere skal ofte han visum for at rejse ind i andre lande.

Han havde sparet hvad der svarer til kr. 2000 op efter et par år i Istanbul og som han sagde, han bruger ikke penge i hverdagen for han arbejder altid, har ingen familie osv., men det er relativt dyrt at bo og leve i byen og der er ikke meget at spare op af.

Han regnede med at skulle bruge ca. kr. 4000 til et pas og hans månedsløn var på omkring kr. 1500.

Som dansker og som kvinde bliver man meget ydmyg i den slags samtaler, for hvor er vi privilegerede når man sammenligner os med andre mennesker andre steder i verden og når man prøver at forstå deres livsvilkår.

De fleste af vores elever havde lommepenge med til turen, der svarer til en helt almindelig månedsløn for en helt almindelig arbejder i Tyrkiet og arbejdsdagen i Tyrkiet, i alt fald i det område hvor vi var i Istanbul, ligger ikke under 45 timer.

Det er mærkeligt nok når man rejser ud i verden ens eget hverdagsperspektiv bliver mest tydeligt. Selv om vi som rejsegruppe denne gang ikke havde så meget fokus på alle de mennesker vi mødte, hørte jeg alligevel på turen hjem, flere af vores elever sige, at de virkelig kunne se hvor godt vi har det i forhold til så mange andre – og så var vi trods alt ikke langt væk på vores rejse i år, kun lige ved bagdøren til det store Europa vi selv lever vores liv i.

Se billeder af rejsen http://bustrup.dk/TextPage.asp?MenuItemID=50&SubMenuItemID=208

                                                                                                             Ann-Lise